Gakkede gangarter, vilde vitser og rallende råb!
Når vi nu netop har arbejdet med æstetisk læring og har læst og husket vigtigheden i det "mellemrum" der gør en kobling mellem den kogitive del og følelserne til en værdigfuld proces, så er det oplagt at tilægge denne store del af børns egenskabt kultur rigtig meget opmærksomhed og berettigelse.

Blandt mine to drenge kan jeg observere samtaler som til tider ( set med umiddelbare voksenøjne) hverken har hoved eller hale, alligevel sidder de og klukgriner i en indforstået tilstand, hvor det meningsløse og uhåndgribelige giver dem stor fornøjelse.
Værdien i det, er tydelig, for de kan til tider ikke få et ord sagt af bare grin og så udvikler tilstanden sig over i et nonverbalt sprog, hvor øjne og ansigt giver deres sprog form.

Jeg kommer i tanke om flere oplevelser fra min praktik børnehave, hvor den tilstand blev kommenteret med fjollerikker....og hvor man kunne være mere obs på støjniveau end selve oplevelsen.
Meget tyder på at vi er på vej til at hæmme vigtige processer og erstatte dem med kundskaber der kan måles uden at have de uhåndgribelige processer for øje.
Børns egen kulturbeskrivelse/ den æstetiske læring minder mig om at drømme i vågen tilstand og derved at have indflydelse på produktet.

Jeg kan speciellt godt lide at børn skal have indflydelse på institutionens planlægning af aktiviteter og hverdags rytmer! Findes det mon også i virkeligheden?